mandag den 9. september 2013

Bøf med løg

Bøf med løg går man bare aldrig helt galt i byen med! Det smager altså bare godt, og det er så nemt at lave! Den eneste grund til at jeg ikke laver det så ofte, er at det er ret usundt (i hvert fald hvis saucen skal være god, og det skal den).

Til 2 portioner (med godt med sauce - også for meget):

Fedtstof til stegning
400 g. hakket oksekød ca. 10%
Masser af havsalt og friskkværnet peber
3 mindre/mellem løg (eller 2 store)
Lidt sukker

Sauce:
Ca 1 dl. vand
Meljævning af 2 tsk. mel og ½ dl vand
Ca. ½ okseboullionterning
Salt og friskkværnet peber
En god sjat fløde ½-1 dl.
Kulør
Et lille nip sukker

Fremgangsmåde:
Start med skrælle og halvere løgene. Skær dem herefter i skiver. Steg dem på panden i godt med fedtstof ved middelhøj varme. Imens løgene steger kan du forme bøfferne. Tip: Hvis du nærmest kaster kødet ned på et skærebræt inden du former den, slår du luften ud af kødet og du undgår bøffer der hæver eller får et hul på midten. Når løgene begynder at blive bløde og brune tilsættes en smule sukker (ca. ½-1 tsk). Når løgene er helt bløde og karameliserede kommes de på en tallerken og dækkes med sølvpapir. Steg nu bøfferne ligeledes ved middelhøj varme så de får en god stegeskorpe. Krydder bøfferne med masser af havsalt og friskkværnet peber. Steg dem på begge sider indtil de er gennemstegte (der begynder at komme klar kødsaft op af dem når de er færdige).
Læg bøfferne op til løgene og dæk dem til. Kom nu vand på panden og lad den koge i 5 min. Tilsæt bouillonterning og herefter fløde. Når saucen koger tilsættes meljævning og der røres til saucen har den rette tykkelse (juster evt. med vand hvis den bliver for  tyk). Tilsæt kulør til den får den rette farve. Tilsæt nu de løg du ikke har brugt til at pynte bøfferne med, samt et lille nip sukker. Smag saucen til med fløde, salt og peber - vær ikke nærig med salt og peber!

Der skal selvfølgelig serveres kogte kartofler og rødbeder til :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar