torsdag den 12. september 2013

Karrysuppe med kylling og ris

Det kommer nok ikke som en overraskelse at jeg elsker suppe! Jeg har haft lyst til en lækker fyldig karrysuppe i flere dage nu, og da jeg får besøg af min bror i morgen, og han valgte karrysuppe som menu - så valgte jeg at lave den i dag af 3 grunde:
1) Jeg har ikke tid i morgen
2) Jeg kunne spise af den lækre suppe i dag også
3) Supper er altid endnu bedre dagen efter
Jeg lavede en helt klassisk karrysuppe kogt på kylling - og nej hvor var den god! Lyder jeg for selvfed hvis jeg siger, at det er tæt på den bedste karrysuppe jeg nogensinde har fået? Mums - tilføjet favoritterne!

Til en stor portion (ca. 3 liter).

Suppeboullion:
1 hel fersk kylling
2-3 gulerødder
2 løg
2 porrer
ca. 10 sorte peberkorn
2 lauerbærblade
2 hønseboullionterninger
2 liter vand

Kom kylling og grøntsager i grove stykker i en gryde - hæld vand og bouillon ved og lad suppen koge en times tid- Hvis der kommer meget skum/fedt kan det evt. fjernes.

Karrysuppe:

Fedtstof til stegning
3 spsk karry
2 små løg
Alt suppe boullionen (siet fri fra grøntsager og kyllingerester)
Lidt jævning af vand + 2 spsk mel
½ l. fløde (madlavnings eller almindelig alt efter hvad du er til)
½ okse bouillon terning
Salt

Kødet fra den kogte kylling
1 pose ris - kogt

Fremgangsmåde:
Varm fedtstoffet i en stor gryde. Kom karryen i og brænd den hurtigt af og tilsæt hakkede løg.
Kom herefter suppe bouillonen i, og lad suppen koge imens du piller kyllingen. Trevl kødet godt i mindre stykker og gem det. Lav en meljævning og kom i suppen - den skal ikke være tyk, men det samler suppen flot og lækkert! Når jævningen er tilsat og suppen koger tilsættes kyllingekødet og den halve okse bouillon terning. Lad suppen koge i 10-15 min, og tilsæt fløden. Kog op igen og lad småkoge 5-10 min og smag til med salt - som altid: godt med salt.
Tilsæt kogt ris inden servering.
Velbekomme - så god suppe!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar